Zara-ejer har oplevet stor onlinevækst under corona

Den spanske modekoncern Inditex, der blandt andet står bag Zara-butikkerne, har under coronakrisen øget sit onlinesalg markant.

Det fremgår af selskabets regnskab for de første seks måneder af 2020.

Sammenlignet med samme periode sidste år har onlinesalget i år oplevet en vækst på hele 74 procent.

Den store vækst skyldes især det forhold, at mange butikker har været lukket i dele af første halvår.

For at mindske spredningen af coronavirus har myndigheder rundt om i verden nemlig haft restriktioner, der har påbudt en række butikker at holde lukket.

– De fleste butikker var genåbnet ved slutningen af juli, men nogle restriktioner varer ved.

– Vores onlinesalg har oplevet en fremragende vækst, og det har nydt godt af at være eneste salgsvindue, skriver Inditex i regnskabet.

På trods af det forrygende onlinesalg er den samlede omsætning hos Inditex endt lavere end i første halvdel af sidste år.

Mens omsætningen sidste år var på 95 milliarder kroner, så faldt den i år med 37 procent til 60 milliarder kroner.

/ritzau/