Medier: TDC-ejer planlagde svindel med dansk udbytteskat

Investeringsbanken Macquarie arbejdede i flere år på at designe en model, så den samme danske udbytteskat kunne blive udbetalt flere gange.

Det skriver DR og Børsen på baggrund af interne dokumenter.

Christoph Spengel, der er professor i international skatteret fra Universität Mannheim, siger til medierne, at det er et forsøg på at svindle med refusion af udbytteskat.

Fra 2012 til 2015 har formodet svindel med udbytteskat kostet den danske statskasse mindst 12,7 milliarder kroner.

Danske selskaber skal betale 27 procent i skat af udbytter – når et selskab deler et overskud med aktionærerne – fra danske aktier.

Sådan er det dog ikke for nogle udenlandske selskaber. De kan derfor søge om at få tilbagebetalt den udbytteskat, der betales.

Et større netværk har dog tilsyneladende søgt om at få udbetalt udbytteskat på baggrund af forfalskede dokumenter i perioden 2012 til 2015.

Den australske investeringsbank er en af storaktionærerne i danske TDC.

/ritzau/