Coronakrisen har givet historisk stort fald i arbejdstiden

Et fald i beskæftigelsen har i andet kvartal været med til at reducere den tid, som de danske lønmodtagere bruger på arbejde.

Det viser en opgørelse tirsdag fra Danmarks Statistik.

Fra første kvartal til andet kvartal er lønmodtagernes arbejdstid samlet faldet med 5,2 procent. Det svarer til et fald på 51 millioner arbejdstimer.

Ifølge Dansk Erhverv er faldet i arbejdstiden det største siden minimum 1995.

Til sammenligning faldt arbejdstiden med 2,7 procent eller 22,3 millioner timer, da finanskrisen var på sit højeste i andet kvartal 2009.

Det historiske fald i arbejdstiden skal ses i sammenhæng med beskæftigelsen, forklarer Tore Stramer. Han er cheføkonom i Dansk Erhverv.

I første halvår er beskæftigelsen nemlig faldet med cirka 98.000 personer. Det har påvirket det samlede antal af arbejdstimer.

– Samtidig modtog godt 240.000 i gennemsnit lønkompensation alene i andet kvartal.

– Endelig er der formentlig også flere lønmodtagere, der har arbejdet på nedsat tid under coronakrisen, siger Tore Stramer.

Opgørelsen fra Danmarks Statistik viser, at faldet i arbejdstiden har været størst i gruppen “Virksomheder og organisationer”.

Alene her er arbejdstiden faldet med syv procent fra første til andet kvartal.

Til gengæld oplevede gruppen “Offentlig forvaltning og service” blot et fald på 0,2 procent.

Vendes blikket mod det igangværende tredje kvartal, vurderer Tore Stramer, at arbejdstiden igen er steget hos de danske lønmodtagere.

Det begrunder han med, at antallet af personer på lønkompensation er faldet fra et niveau på omkring 240.000 personer til foreløbigt 23.000 personer ved udgangen af august.

– Dertil har vi set en fremgang i beskæftigelsen og et tydeligt fald i ledigheden hen over sommeren, siger Tore Stramer.

/ritzau/