Flyselskaber prøver at skrue op for refusion til kunder

Siden marts er mange fly blevet aflyst på grund af de restriktioner, der er blevet indført for at stoppe spredningen af coronavirus.

Mange kunder venter dog stadig på at få pengene retur for deres aflyste billetter.

Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen varslede torsdag en frist for, hvornår kunder seneste skal have pengene tilbage.

En af de flyselskaber, der kan risikere at få et påbud fra styrelsen, er SAS.

Her har man sat ekstra medarbejdere ind, fortæller Sille Beck-Hansen, der er fungerende pressechef, til branchemediet Check-in.

– Vi har siden coronapandemiens udbrud behandlet over en million sager, og vi arbejder kontinuerligt med nye løsninger for at speede processen op, så kunder får svar så hurtigt som muligt, lyder det.

Hun fortæller, at der hele tiden kommer nye refusionskrav, fordi der fortsat aflyses fly på grund af coronakrisen.

Norwegian fortæller til mediet, at langt størstedelen af den ønskede refusion er tilbagebetalt. Det udgør over fem milliarder norske kroner – svarende til 3,5 milliarder kroner.

– Vi forstår, at det er frustrerende, men vi gør alt, hvad vi kan for at fremskynde tilbagebetalingen så meget som muligt, siger Charlotte Holmbergh Jacobsson, der er kommunikationschef.

Det norske lavprisflyselskab har et mål om, at alle kunder, der har bedt om pengene retur, vil have fået dem inden udgangen af oktober.

/ritzau/