Huawei lancerer eget styresystem på smartphones næste år

Huawei lancerer sit eget styresystem på smartphones næste år. Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

I øjeblikket bruges styresystemet Android fra Google, men handelskrigen mellem USA og Kina har indskrænket brugen.

Sidste år kom Huawei på USA’s sorte liste. Siden har Google ikke kunnet yde teknisk support til nye smartphones fra Huawei med Android-styresystemet.

Torsdag fortalte Huawei så på en konference, at styresystemet HarmonyOS fra 2021 vil kunne være på smartphones, smarture og computere.

Derudover vil andre mobilproducenter også kunne bruge styresystemet.

/ritzau/