Hoteltilbud gav faldende forbrugerpriser i august

Et prisfald på hotelovernatninger var med til at trække forbrugerpriserne – også kendt som inflationen – ned i august.

Her faldt priserne med 0,4 procent fra juli, viser tal fra Danmarks Statistik.

– Det afspejler formentlig, at hotellerne er nødt til at køre med slagtilbud, så snart de er udenfor den absolutte højsæson i juli, skriver Louise Aggerstrøm Hansen, privatøkonom i Danske Bank, i en kommentar.

Inflationen er et udtryk for udviklingen i priserne over tid. Når inflationen stiger, får forbrugerne mindre for de samme penge, men man vil gerne have en lille, stabil inflation i økonomien, fordi det holder gang i forbruget.

– Inflationen er fortsat meget lav, og det er med til at sikre, at danskernes rådighedsbeløb ikke udhules i nævneværdig grad af stigende priser, vurderer økonomen.

Når der sammenlignes med niveauet i august sidste år, er forbrugerpriserne 0,5 procent højere.

Samme stigningstakt sås i juli, hvor højere cigaretpriser var med til at sende inflationen i vejret. Det fremhæver Danmarks Statistik også i tallene for august.

Fra april er prisen på en pakke cigaretter blevet løftet til i gennemsnit 55 kroner fra cirka 40 kroner.

Det er dog først nu, at de slår igennem i forbrugerpriserne. Det kan for eksempel være, fordi kiosker har købt store partier med cigaretter, før de nye afgifter trådte i kraft.

Nu forventer Danmarks Statistik dog, at det er ved at være på plads. Derfor ventes priserne ikke at stige på cigaretter i opgørelsen den kommende tid.

Inflationstallene er præget af usikkerhed på grund af coronakrisen.

På grund af nedlukninger i flere brancher har det ikke været muligt for Danmarks Statistik at indhente priser.

I august har usikkerheden dog været mindre end de foregående måneder, oplyses det.

/ritzau/