Efter opfordring: Store virksomheder sender ansatte hjem

Sundhedsminister Magnus Heunickes (S) røst er blevet hørt af flere store virksomheder.

Den seneste tid er coronasmitten taget til i blandt andet København og Odense, og det fik mandag Heunicke til at komme med en opfordring.

Den private sektor opfordres til indføre hjemmearbejde den næste tid, og det har man valgt at lytte til hos blandt andet Pandora og KMD.

Hos it-selskabet KMD skal 2000 ansatte i Odense og København arbejde hjemmefra det næste stykke tid.

– Vi har gode erfaringer med det fra før sommerferien, og vores arbejde er allerede i dag i høj grad understøttet af digitale værktøjer, der giver mulighed for hjemmearbejde og samarbejde på tværs af fysiske lokationer, lyder det fra kommunikationschef Christoffer Hellmann i en kommentar.

Smykkevirksomheden Pandora har ifølge Dagbladet Børsen valgt at bede over 600 ansatte på hovedkontoret i København arbejde hjemmefra de næste to uger.

Smykkevirksomheden beskæftiger på verdensplan omtrent 28.000 ansatte. Langt de fleste er dog på fabrikker i Thailand.

Også medievirksomhederne DR og TV2 har valgt at sende nogle ansatte hjem med arbejdet i de næste 14 dage.

DR har sendt primært medarbejdere inden for administrationen i København og Odense hjem, skriver Mediawatch.

Hos TV2 sendes medarbejdere, der har mulighed for at udføre deres job fra privaten, også hjem i 14 dage, skriver TV2 på sin hjemmeside.

Ud over det har også konsulentvirksomheden Rambøll valgt at sende 1800 medarbejdere på deres kontorer i København og Odense hjem i 14 dage.

Det bekræfter virksomheden over for Ekstra Bladet.

Hjemsendelserne kommer, efter at coronasmitten i samfundet er taget til.

Det er særligt sket til i hovedstadsområdet og Odense. Derfor blev der mandag lanceret en stribe lokale restriktioner ud over opfordringen om hjemmearbejde.

Blandt andet ændres lukketiden for barer og restauranter. Fra onsdag må de kun have åbent til klokken 24.00. Hidtil har de kunnet holde åbent to timer yderligere.

Samtidig er forsamlingsforbuddet blevet sænket, så det nu er på 50 personer. Tidligere var det på 100 personer.

/ritzau/