Coop får ny administrerende direktør

Den 24. august meldte dagligvarekoncernen Coop ud, at administrerende direktør Peter Høgsted ville fratræde sin stilling senest ved udgangen af året, og at bestyrelsen ledte efter en erstatning.

Men bare to uger senere er det blevet besluttet, at det bliver nuværende finansdirektør Kræn Østergård Nielsen, der fra tirsdag afløser Peter Høgsted.

Det oplyser Coop i en pressemeddelelse.

– Jeg lægger vægt på, at vi fastholder og udvikler Coops særpræg som den ansvarlige, grønne dagligvarevirksomhed med fokus på kvalitet, klima, økologi og den stærkest mulige lokale forankring, siger Kræn Østergård Nielsen.

– Sammen med resten af ledelsen og medarbejderne vil Kræn sikre, at Coop i fremtiden kommer til at stå endnu stærkere til gavn for medlemmer og kunder, siger bestyrelsesformand Lasse Bolander.

/ritzau/