Coronavirusset sætter fut i salget af engangsudstyr hos Ambu

Udbruddet af coronavirus har givet et forøget fokus på hygiejne verden over, og det har lunet hos den danske koncern Ambu, der producerer engangsudstyr til hospitaler.

Modsat store dele af dansk erhvervsliv kan Ambu derfor mønstre stor fremgang.

Samlet er salget steget med 23 procent til 947 millioner kroner i kvartalet, der dækker april, maj og juni.

Det viser regnskabet fra den danske koncern, der er offentliggjort onsdag morgen.

Det gælder blandt andet bronkoskoper – lungekikkerter – og apparater til kunstigt åndedræt. Det er især i Europa og Asien, at salget er gået frem, oplyser Ambu.

Mens salget af de nævnte produkter er gået voldsomt frem, har andre dele af Ambus forretning været i bakgear.

Det gælder blandt andet produkter, der bruges på hospitaler til patientundersøgelser – blandt andet elektroder og sensorer.

Her har salget været hæmmet af, at mange hospitaler under coronaudbruddet har udskudt undersøgelser, som kunne vente.

Af den årsag har Ambu måtte justere en anelse på sin forventninger til 2020. Selskabet venter nu en fremgang i salget på 26 procent. Tidligere var der ventet en fremgang på 26 til 30 procent.

Ambu er i øjeblikket ved udvikle sin forretning med engangsudstyr til flere dele af sundhedsvæsnet.

I juli fik selskabet godkendt et duodenoskop, som kan bruges til undersøgelser i spiserøret.

Ambus historie begynder i 1937, hvor ingeniøren Holger Hesse stiftede Testa Laboratory, der senere blev til Ambu.

Det første produkt gjorde det muligt for praktiserende læger at måle mængden af hæmoglobin i blodet uden at skulle sende blodprøven forbi et laboratorie.

Det første store gennembrud kom i 1956, hvor selskabet opfandt en genoplivningspose, der bruges til at give kunstig åndedræt i nødsituationer.

Ambu har i dag 3700 ansatte på verdensplan. Koncernen er noteret på fondsbørsen i København, hvor selskabet er en del af C25-indekset, som består af de mest værdifulde selskaber.

/ritzau/