SAS taber 1,7 milliarder kroner i coronaramt kvartal

De seneste måneder har coronaudbruddet givet SAS markant færre passagerer at flyve med.

Det har fra maj til juli været med til at koste det skandinaviske luftfartsselskab et underskud på 1,7 milliarder kroner.

Det fremgår af SAS’ seneste regnskab. Regnskabet dækker over den periode, som SAS selv definerer som sit tredje kvartal.

Det milliardstore underskud i luftfartsselskabet skyldes især, at omsætningen i kvartalet er faldet med 81 procent i forhold til samme periode sidste år.

Samlet har SAS i tredje kvartal omsat for 1,8 milliarder kroner.

Den lavere omsætning hænger både sammen med rejserestriktioner som følge af coronapandemien samt en fortsat svækket efterspørgsel på flyrejser.

– Coronavirusset og rejserestriktioner har ført til et kollaps i efterspørgslen for flyrejser.

– Som en konsekvens af det er antallet af rejsende passagerer hos SAS faldet med 86 procent, mens den samlede omsætning er faldet 81 procent i kvartalet, skriver selskabet i regnskabet.

SAS ser dog også lys for enden af tunnelen. Allerede i selskabets fjerde kvartal, det vil sige fra august til oktober, ventes aktiviteten at stige yderligere.

Først i 2022 venter SAS at efterspørgslen vil nå et mere normalt niveau.

/ritzau/