Finnair skal skære op mod 1000 stillinger grundet corona

Det finske luftfartsselskab Finnair indleder forhandlinger om at skære op mod 1000 stillinger.

Besparelserne sker som følge af coronakrisen, der har givet mindre aktivitet og mindre indtjening for selskabet.

Forhandlingerne vedrører omkring 2800 medarbejdere, der arbejder for Finnair i Finland. Det oplyser selskabet i en pressemeddelelse.

Ifølge Finnair bliver der foretaget lignende tiltag i forretningen uden for Finland.

I alt beskæftiger Finnair omkring 6700 medarbejdere, hvoraf 6200 af dem har base i Finland.

Afskedigelserne følger, efter at næsten alle Finnairs medarbejdere i Finland har været midlertidigt sendt hjem i dele af foråret og sommeren.

Ud over de planlagte nedskæringer vil Finnair blive ved med at sende personale hjem midlertidigt for derigennem at finde besparelser.

Tiltagene skal ifølge selskabet sikre en kontinuitet i kerneforretningen, så kabine- og flypersonalet gradvist kan vende tilbage, lige så snart markedet bedres, og antallet af flyvninger kan øges.

Af den årsag planlægger selskabet i øjeblikket ikke at skulle afskedige blandt flypersonalet i Finland.

Fra Finnairs ledelse kalder administrerende direktør Topi Manner coronakrisen for den hidtil største krise for luftfarten.

– Pandemien og de usædvanligt stramme rejserestriktioner i Finland har påvirket efterspørgslen, og vi vil kun benytte en lille del af vores kapacitet i forhold til sidste år.

– En hurtig vending i pandemisituationen er imidlertid ikke i sigte. Vores omsætning er faldet betydeligt, og det er årsagen til, at vi må justere vores omkostninger til et nyt niveau, siger Topi Manner i pressemeddelelsen.

I maj annoncerede Finnair, at selskabet ville spare 80 millioner euro årligt inden 2022.

Men efter en gennemgang af besparelserne har selskabet måttet indse, at coronakrisens effekter kan trække ud og dermed påvirke på længere sigt.

Derfor har Finnair øget sit sparemål med 20 millioner euro til 100 millioner euro.

/ritzau/