Aalborg Lufthavn reducerer afskedigelser efter forhandlinger

Den seneste uge er det lykkedes Aalborg Lufthavn at reducere det antal af medarbejdere, som skal afskediges som følge af coronakrisen.

Oprindeligt var der varslet afskedigelser af op mod 110 medarbejdere. Det tal er nu reduceret til 92. Det oplyser lufthavnen tirsdag i en pressemeddelelse.

Ifølge Søren Svendsen, der er direktør i Aalborg Lufthavn, har to forhold gjort det muligt at reducere antallet af afskedigelser med 18 personer.

– Den sidste uge er der ni medarbejdere, der har indgivet frivillige aftrædelser.

– Og så har vi i forhandlingerne med de forskellige foreninger aftalt nogle ting, der blandt andet gør vores skifte i de forskellige afdelinger mere fleksible.

– Det har vi kunnet omsætte til nogle kroner og øre, som vi så har omsat til ni færre afskedigelser, fortæller Søren Svendsen.

Før afskedigelserne har Aalborg Lufthavn 282 medarbejdere.

De 92 afskedigelser, som lufthavnen er kommet ned på, kommer til at berøre medarbejdere i alle afdelinger.

Afskedigelserne er blevet nødvendige, efter at coronakrisen har ført til færre flyvninger til og fra Aalborg Lufthavn.

Ifølge lufthavnen er flytrafikken tæt på halveret i forhold til det budgetterede i 2020, og tidligst i løbet af 2021 forventes der at komme yderligere flytrafik.

Efter de 92 afskedigelser forventer Søren Svendsen ikke, at der kommer til at skulle ske flere reduktioner i medarbejderstaben.

– Der er selvfølgelig ingen, der kan give garantier i de her coronatider.

– Men vi er rimeligt sikre på, at vi har skåret dybt. Og det har vi netop gjort for at give ro til de medarbejdere, der er tilbage.

– Vi kan ikke se, at vi skulle kunne komme ud i en situation, hvor vi skal afskedige flere, siger Søren Svendsen.

Ligesom lufthavnen i Aalborg er også Den Gamle By i Aarhus lykkedes med at reducere antallet af varslede afskedigelser.

I en pressemeddelelse fortæller det aarhusianske museum, at der efter den seneste uges forhandlinger nu skal afskediges 28 personer.

Tidligere har der været varslet afskedigelser af op mod 40 medarbejdere.

/ritzau/