Fyret Danske Bank-direktør får nyt job i finanssektoren

Jesper Nielsen har fået nyt job, efter at han sidste år blev fyret fra Danske Bank i en sag om for høje gebyrer.

Han tiltræder fra 1. oktober som ny administrerende direktør hos it-selskabet BEC. Det oplyses i en pressemeddelelse.

BEC er en af Danmarks største datacentraler for den finansielle sektor.

Jesper Nielsen blev fyret fra Danske Bank i forlængelse af en sag, hvor 87.000 danske kunder samlet havde betalt 400 millioner kroner for meget i gebyrer på investeringsprodukter.

Konkret handlede sagen om produktet Flexinvest Fri, hvor kunderne overlader investeringsfolk i Danske Bank ansvaret for at få pengene til at yngle.

Gebyrerne blev i 2017 sat så højt, at prisen ikke gik hånd i hånd med, hvad kunderne kunne forvente i afkast.

For nogle kunder betød de højere gebyrer, at produktet ikke var egnet til dem, fordi Danske Bank forventede, at kundernes afkast efter at have betalt gebyrer var lavere end nul procent. Det vil sige, at banken forventede, at kunderne ville tabe penge på det.

Jesper Nielsen var en af de ansvarlige for Danske Banks aktiviteter i Danmark, da gebyrerne blev hævet. Bankens bestyrelse mente derfor, at han ikke kunne fortsætte.

Jesper Nielsen var direktør for Danske Banks forretning i Danmark, da han blev fyret.

Han var en overgang også midlertidig administrerende direktør for banken. Det skete, fordi nordmanden Thomas Borgen stoppede i forlængelse af sagen om hvidvask i Estland.

I BEC bliver Jesper Nielsen øverst ansvarlig for en virksomhed, der udvikler og driver it for myndigheder og andre aktører i den danske finanssektor.

Jesper Nielsen afløser Kurt Nørrisgaard, der har valgt at give stafetten i BEC videre til en anden som led i et generationsskifte.

– BEC er i færd med en større strategisk transformation, hvor vi går mod en mere åben arkitektur og bredere samarbejder med eksterne partnere.

– Her kommer Jesper Nielsen med de helt rigtige erfaringer og værktøjer, siger David Hellemann, bestyrelsesformand for BEC, i pressemeddelelsen.

– Han har visionerne, han kender landskabet, og han kan samle både medarbejdere, kunder og samarbejdspartnere.

BEC er ejet af 21 pengeinstitutter, som også er kunder i virksomheden. Danske Bank er ikke i ejerkredsen.

20 til 30 procent af alle danske bankkunder bliver håndteret i en eller anden form af BEC’s systemer.

/ritzau/