Coronakrisen giver dansk milliardærs flyselskab milliardtab

Nordic Aviation Capital, der er stiftet af den danske milliardær Martin Møller, var egentlig på vej mod endnu et rekordår.

De første seks måneder af regnskabsåret, som løber til udgangen af juni, var sågar det bedste første halvår i selskabets historie.

Men så kom coronakrisen, og facit blev i stedet et tab på 639 millioner dollar – mere end fire milliarder kroner. Det skriver Børsen.

Krisen har sendt luftfartsindustrien til tælling, og det har kostet for NAC, der har en flåde på 490 fly, som udlejes til flyselskaber.

– I mine 30 år inden for luftfart har jeg aldrig oplevet et år, der har været så udfordrende, siger Martin Møller til Børsen.

NAC’s basisdrift gav egentlig et overskud i regnskabsåret. Selskabet har dog måttet tage en stor nedskrivning.

Ifølge mediet tilhører noget nær halvdelen af verdens fly ikke de selskaber, som flyver med dem. De ejes derimod af leasingselskaber som danske NAC.

Her er ofte uopsigelige kontrakter, men mange selskaber har dog måttet bryde disse eller stopper betalinger under krisen.

Og det har altså lagt pres på leasingselskaberne.

Ejerkredsen har skudt 60 milliarder dollar – omkring 380 millioner kroner – i selskabet oven på krisen.

Derudover har NAC indgået en aftale med sine långivere, så afbetaling på gæld stilles i bero i 6 til 12 måneder, så luftfartsindustrien kan komme sig oven på krisen.

Martin Møller grundlagde i 1990 NAC og er fortsat bestyrelsesformand for selskabet. Ejerkredsen tæller nu også flere kapitalfonde.

I 2018 opgjorde Berlingske erhvervsmandens formue til 13 milliarder kroner. Det gjorde ham til den ottenderigeste dansker.

Listen blev toppet af familien Kirk Kristiansen, der grundlagde legetøjsproducenten Lego. Familien havde ifølge Berlingske i 2018 en formue på 135 milliarder kroner.

/ritzau/