Mærsk tredobler sit overskud trods coronakrise

Selv om coronakrisen har givet færre fragtopgaver for Mærsk, så har selskabet tæt ved tredoblet sit overskud i andet kvartal.

I alt har den danske logistikkoncern tjent 2,8 milliarder kronet i kvartalet. Det er en stigning på 190 procent i forhold til samme kvartal sidste år.

Det fremgår af halvårsregnskabet fra Mærsk.

Fremgangen er sket, selv om coronakrisen har betydet, at der har været færre containere at fragte rundt i verden.

– Jeg er tilfreds med, at vi trods modvind i markedet fortsætter med at styrke vores indtjening og frie pengestrømme, siger Søren Skou, administrerende direktør hos Mærsk, i en skriftlig kommentar.

Han fremhæver blandt andet, at indtjeningen i den del, der beskæftiger sig med containerskibe, har nydt godt af en lavere oliepris og højere fragtrater.

Med højere fragtrater får Mærsk flere penge for at fragte varer for kunder.

– Med et solidt resultat og en stærk balance står vi til at komme styrket gennem krisen, både finansielt og strategisk, siger Søren Skou.

/ritzau/