Coronakrisen fører til mindre salg af høreapparater for GN

Fordi mange har arbejdet hjemme under coronakrisen, har GN Group solgt flere headsets i andet kvartal.

Til gengæld har coronakrisen også sendt færre til specialist for at blive tjekket for behovet for høreapparat. Det har givet færre solgte høreapparater.

Det viser halvårsregnskabet fra GN Group, der er en dansk producent af både høreapparater og headsets.

I andet kvartal har forretningen for headsets omsat for 1,9 milliarder kroner. Det er 33 procent flere end samme periode sidste år.

Omvendt er omsætningen i forretningen for høreapparater faldet med 55 procent til 0,7 milliarder kroner.

Derved er høreapparaterne igen blevet den mindste forretning for GN Group. Tidligere har høreapparaterne ellers overhalet headsetsene målt på omsætning.

Samlet har GN Group i andet kvartal solgt for i underkanten af 2,7 milliarder kroner. Det er 13 procent mindre end samme periode sidste år.

Den lavere omsætning har givet et samlet driftsoverskud før renter, skatter og nedskrivninger på 25 millioner kroner. Det er 95 procent lavere end året før.

/ritzau/