Norwegian får nej til svenske lånegarantier

Det norske flyselskab Norwegian får ikke del i de lånegarantier, som Sverige har udbudt oven på coronakrisen.

Det skriver Riksgälden, der forvalter de svenske finanser, i en meddelelse.

De svenske myndigheder lancerede tidligere i år en pakke med lånegarantier på fem milliarder svenske kroner – omkring 3,6 milliarder kroner.

Den har Norwegian ifølge det norske medie E24 søgt om at få del i over flere ansøgningsrunder. Det sker dog ikke.

Det skyldes, at risikoen ved at yde en lånegaranti er for høj vurderes til at være for høj.

Luftfartsbranchen og i særdeleshed Norwegian har været hårdt ramt af de restriktioner, der har været indført under coronapandemien.

Grænsenedlukninger har betydet, at flyene har måttet blive på jorden med store tab til følge.

Det har fået flere lande til at stille garantier for nødlidende selskaber.

Blandt andet Norwegian har fået økonomisk hjælp af Norge, og flyselskabet havde altså også søgt om at få lånegarantier i Sverige.

Riksgäldens beslutning kan ikke ankes, fremgår det af meddelelsen.

/ritzau/