Coronakrisen koster Den Gamle By hver femte medarbejder

Coronakrisen har haft store konsekvenser for økonomien hos museet Den Gamle By, der ligger i Aarhus.

Museet har derfor gjort brug af ordningen for lønkompensation, der blev indført for at holde hånden under danske virksomheder.

Den udløber dog med udgangen af måneden, og det får Den Gamle By til at fyre 40 ud af 187 ansatte – svarende til hver femte medarbejder.

Det oplyser museet i en pressemeddelelse.

– Selv om vi har haft en god sommer, er der ingen tvivl om, at tidligere års besøgstal og indtægter er fortid. I hvert fald for en periode, hvis længde vi ikke kender.

– Vi må agere langsigtet. For nok er der hjælpepakke her i år. Men det er der næppe til næste år – eller derefter, siger museumsdirektør Thomas Bloch Ravn.

/ritzau/