Novo sender ventet diabetessællert på gaden i Danmark

De flere end 250.000 danskere, der lider af type 2-diabetes, får nu en ny type pille til at behandle sygdommen.

Novo Nordisk diabetespille, Rybelsus, kommer nemlig nu til Danmark, oplyser medicinalselskabet i en pressemeddelelse.

Lægemidlet er ifølge Novo det første i pilleform med en kunstig version af det hormon, som blandt andet er med til at få kroppen til at producere insulin.

Mange diabetikere tager allerede medicin, der bygger på det hormon – det sker dog ved injektion.

Medicinen er noget, som Diabetesforeningens medlemmer kan bruge. Det siger forskningschef Tanja Thybo.

– Det er forskelligt, hvilken type medicin personer med type 2-diabetes responderer på, og hvilke der giver dem bivirkninger.

– Så jo flere typer medicin, der er på det danske marked, jo bedre, siger hun.

Det nye lægemiddel er en pilleudgave af et af Novos andre diabetesmidler – Ozempic – som diabetikere tager ved at stikke sig under huden.

Pillen skal gøre det lettere for diabetikere at tage deres medicin.

I slutningen af 2019 kom Rybelsus på markedet i USA, og i april blev den også godkendt til salg i Europa – og altså også i Danmark.

Pillen er udset til at blive en af selskabets store sællerter i de kommende år for Novo Nordisk, der beskæftiger omkring 42.700 medarbejdere i 80 lande.

Søren Løntoft Hansen, analytiker hos Sydbank, hvor han dækker Novo Nordisk tæt, venter, at produktet er en af dem, der kommer til at udgøre rygraden i Novos salg om et par år.

– Jeg forventer, at det her middel kan få status af mangedobbelt blockbuster – altså et årligt salg på flere milliarder dollar, siger han.

Begrebet “blockbuster” bruges i medicinalbranchen om lægemidler, som har et årligt salg på mere end en milliard dollar.

Salget er dog endnu i sin spæde start. I årets første to kvartal solgte det for 584 millioner kroner, hvilket var en brøkdel af Novos samlede salg på 63,9 milliarder kroner.

/ritzau/