Instagram klar med TikTok-lignende funktion i Danmark

Videoappen TikTok har den seneste tid gået sin sejrsgang blandt unge verden over, der har optaget korte videoer, hvor der danses til musik.

Nu er det sociale medie Instagram klar med lignende funktion.

Funktionen Reels, hvor der kan deles korte videoklip med effekter, udrulles nu i flere end 50 lande. Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Og et af de lande er Danmark, bekræfter Camilla Nordsted, der er kommunikationschef for Facebook i Norden. Facebook ejer Instagram.

TikToks chef, Kevin Mayer, har tidligere kaldt Instagrams nye funktion for et “copycat-produkt”.

TikTok er en populær app, som blandt andet er blevet downloadet af 100 millioner amerikanere.

Videoappen er dog også blevet kritiseret for sin datahåndtering, og USA’s præsident, Donald Trump, har truet med et forbud mod appen.

Han mener, den udgør en sikkerhedsrisiko, da appen er ejet af et kinesisk selskab, der hedder ByteDance.

Microsoft forhandler i øjeblikket om at købe TikToks amerikanske aktiviteter.

Donald Trump har givet selskabet en deadline til 15. september, før det skal være på plads – ellers bliver appen forbudt i USA.

/ritzau/