Øget nethandel under coronakrise skæpper i eBays kasse

Den amerikanske handelsplatform eBay har nydt godt af, at flere har rykket deres køb online på grund af coronakrisen.

I april, maj og juni har selskabet løftet sin omsætning med 18 procent til 2,9 milliarder dollar – svarende til 19,1 milliard kroner.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Udviklingen i kvartalet var bedre, end eBay selv havde forventet, og selskabet ser derfor nu lysere på årets udvikling.

Året forventes nu at ende med en omsætning mellem 10,6 og 10,8 milliarder dollar – mellem 70,3 og 71,5 milliarder kroner.

Tidligere ventedes resultatet at lande mellem 9,6 og 9,8 milliarder dollar svarende til mellem 63,6 og 64,8 milliarder kroner.

Ebay er en online handelsplatform, hvor private og forretninger kan sælge og købe både brugte og nye ting.

Den blev lanceret i 1995 i USA og har siden spredt sig til store dele af verden.

Ebay var tilbage i 2008 på rov i Danmark, hvor hjemmesiderne DBA, der dengang hed Den Blå Avis, og Bilbasen.dk blev købt for et milliardbeløb.

Sidste uge kom det dog frem, at den norske mediegigant Schibsted overtager de to hjemmesider.

/ritzau/