Corona-nedgang og stor hensættelse tynger Twitter

Det sociale medie Twitter har fået betydeligt flere bruger det seneste år. Det redder dog ikke selskabet fra et massivt underskud, viser regnskabet for andet kvartal. Det er de tre måneder, der sluttede med juni.

Ifølge regnskabet har selskabet, der tidligere i juli var ramt af et stort it-angreb, 186 millioner dagligt aktive brugere.

– Vi øgede vores antal dagligt aktive brugere med 34 procent år til år i andet kvartal, den højeste vækst siden vi begyndte at rapportere tallet, skriver Twitters administrerende direktør Jack Dorsey.

De mange nye brugere kunne dog ikke stoppe et betydeligt fald i omsætningen – de penge, Twitter tjener på reklamer – i kvartalet. Den faldt med omkring 20 procent til 683 millioner dollar.

– Omsætningsfaldet reflekterer en moderat bedring i efterspørgslen på annoncer siden de sidste tre uger af marts.

– På trods af pandemien har brands fundet nye måder at blive del af samtalen på Twitter og komme i kontakt med deres kunder på, skriver finansdirektør Ned Segal i regnskabet.

Resultatet var dog martret af en stor hensættelse til skat på over en milliard dollar. Det betyder, at Twitter i andet kvartal må notere et underskud på 1,2 milliarder dollar.

Fraregner man den hensættelse ville Twitter havde givet et underskud på 127 millioner dollar.

/ritzau/