1,3 millioner amerikanere melder sig ledige på en uge

1,3 millioner amerikanere meldte sig ledige sidste uge i USA. Det oplyser landets beskæftigelsesministerium ifølge nyhedsbureauet AFP.

Tallet er omtrent det samme som ugen før, hvor også omkring 1,3 millioner amerikanere meldte sig ledige for første gang.

Antallet af nytilmeldte ledige er lidt højere end ventet. Blandt økonomer var der ventet 1,25 millioner nye ledige.

Ifølge Dansk Erhverv viser den seneste opgørelse, at flere end 50 millioner amerikanere har meldt sig arbejdsløse over de seneste fire måneder.

/ritzau/