Det danske overskud fra handel med udlandet er faldende

Danmark har i maj haft et faldende overskud fra handlen med varer, og det er med til at give et mindre overskud på landets betalingsbalance.

Det viser en opgørelse fra Danmarks Statistik.

Betalingsbalancen, der groft sagt er summen af landets handel med udlandet, viser i maj et overskud på 13,3 milliarder kroner. Det er 3,6 milliarder kroner mindre end i april.

Ifølge Allan Sørensen, cheføkonom i Dansk Industri, er den helt overvejende årsag til faldet, at Danmark har solgt mindre til udlandet.

– Vi sælger færre varer og tjenester til udlandet, og det har trukket overskuddet på betalingsbalancen ned, siger Allan Sørensen.

En anden opgørelse fra statistikbanken viser ellers, at både den danske eksport og import af varer har været stigende i maj.

Når det stadig kan lade sig gøre med et fald i betalingsbalancens overskud, så skyldes det måden at opgøre betalingsbalancen på.

I den opgørelse bruges en bredere definition af vareeksport, som også tæller tal fra danske virksomheder i udlandet, hvis varer ikke behøver at krydse den danske grænse.

– Når man bruger det bredere varebegreb for eksporten, så har der været faldende vareeksport og faldende tjenesteeksport, og eksporten er faldet mere end importen.

– Det er det, der trækker overskuddet på betalingsbalancen ned, siger Allan Sørensen.

Mens importen er steget med 2,4 procent i maj, så er eksporten steget med 3,3 procent.

Til gengæld har der været et fald på henholdsvis 6 og 7,6 procent i perioden fra marts til maj.

Det er den periode, hvor Danmark har været delvist lukket ned på grund af coronaudbruddet.

Fremgangen i maj er en tiltrængt positiv historie for eksportvirksomhederne. Men det er endnu for tidligt at ånde lettet op, bemærker cheføkonomen.

– Den øgede vareeksport betyder forhåbentlig, at eksportnedturen ikke bliver så dyb som frygtet. Men de trængte tider er desværre ikke ovre endnu.

– Virksomhedernes eksportordrer ligger i juni på laveste niveau i ti år, siger Allan Sørensen.

/ritzau/