Boligpriser ligger på højeste niveau i ti år

Den gennemsnitlige kvadratmeterpris for villaer, ejerlejligheder og sommerhuse er på det højeste niveau i ti år.

Det viser tal fra Boligsiden.dk.

Det høje niveau skyldes ifølge Boligsiden.dk en stigning i boligsalget den seneste tid.

For villaer og rækkehuse er salgspriserne er steget med 1,6 procent i løbet af den seneste måned.

Sammenlignet med samme tidspunkt sidste år er der tale om en stigning på 2,3 procent.

– Da Danmark lukkede ned i midten af marts, havde ingen forudset, at vi lidt over tre måneder senere ville se rekordhøje salgspriser. Tværtimod var vi mange, der forventede et fald i priserne.

– Men indtil videre er det store fald udeblevet, og det skyldes i høj grad den forrygende stigning i boligsalget, som vi har set på det seneste, siger Birgit Daetz, der er boligøkonom og kommunikationsdirektør hos Boligsiden.

For ejerlejligheder er salgspriserne steget med 0,9 procent i løbet af den seneste måned, og i forhold til samme tidspunkt sidste år er der tale om en stigning på 3,3 procent.

Dermed lander den gennemsnitlige kvadratmeterpris for ejerlejligheder i juni på 28.712 kroner, hvilket også er det højeste niveau i de seneste ti år.

Også salgsprisen på sommerhuse er steget, hvor den gennemsnitlige kvadratmeterpris i juni landede på 17.156 kroner.

Det er ligesom for de to øvrige boligtyper det højeste niveau i de seneste ti år og en rekord, der er skabt på baggrund af en stigning i salgspriserne på 2,6 procent den seneste måned og 5,2 procent siden sidste år.

– Samtidig sælges sommerhuse nu i gennemsnit 19 dage hurtigere end i juni sidste år, og i statistikkens ti år lange historie har vi aldrig set, at der blev givet så små afslag, som i juni i år, siger privatøkonom i Danske Bank Louise Aggerstrøm Hansen.

Ifølge chefanalytiker og boligøkonomen hos Nordea Lise Nytoft Bergmann kan den ekstra tid derhjemme under coronakrisen være årsag til den stigende købelyst.

– Vi har haft god til at vurdere vores boligsituation, og hvor det for nogen har betydet gør-det-selv projekter og ture til den lokale byggemarked, har det for andre betydet drømmen om noget nyt, siger hun.

/ritzau/