NemID er tilbage i drift efter netværksfejl spændte ben

Nets var torsdag eftermiddag ramt af en fejl på et netværk, hvilket betød, at brugere oplevede nedbrud hos NemID og med betalinger ved nethandel.

Det oplyser Nets, der er udbyder af blandt andet betalingsløsninger. Nets oplyser torsdag aften klokken lidt i 21, at problemet er løst, og at driften burde være normaliseret.

Problemet for Nets opstod omkring klokken 15. Den skyldes ifølge Nets tilsyneladende en fejl i et netværk i Norge.

Det har spændt ben for at bruge flere af Nets’ tjenester såsom NemID og betalingstjenester til handel på nettet.

– Vi har her til eftermiddag haft nogle driftsforstyrrelser, som desværre berører flere af vores tjenester. Herunder NemID og også kortbetalinger på nettet, sagde Søren Winge, der er pressechef i Nets, torsdag eftermiddag.

– Omfanget af det er lidt svært at vurdere. Men det er primært NemID, der berøres.

Nets står bag flere elementer til forbrugere og borgeres hverdag, og man har derfor haft mulighed for at løbe ind i Nets’ problemer flere steder.

Ifølge Nets selv er det især brugere af NemID og betalinger på internettet, der har været ramt af problemet.

Men enkelte forbrugere kan også være stødt på problemer med at betale ved fysiske betalingsmaskiner, omend problemet her ikke skulle være lige så stort.

Selv om en løsning nu er fundet, kan det for nogle butikker blive nødvendigt at genstarte deres betalingsmaskiner.

/ritzau/