Milliarder var væk: Nu søger tysk selskab om rekonstruktion

Det tyske selskab Wirecard, der er involveret i en sag om et manglende milliardbeløb, har søgt om rekonstruktion i Tyskland.

Det skriver nyhedsbureauet AP.

Det skyldes en forestående insolvens og en for stor gæld hos selskabet, der laver betalingsløsninger til blandt andet netoverførsler.

Wirecard overvejer også, om det skal gælde for selskabets datterselskaber.

Det er den foreløbige kulmination på en turbulent tid, efter at et revisionsfirmaet sidste uge fandt flere problemer i en gennemgang af selskabets regnskab.

Blandt andet er der stor usikkerhed om kontantbeholdninger i to banker i Filippinerne, hvor der skulle stå 1,9 milliarder euro – svarende til 14 milliarder kroner.

Det har de afvist, og fredag forlod daværende topchef Markus Braun selskabet med omgående virkning.

Han blev mandag anholdt – mistænkt for markedsmanipulation. Tirsdag aften blev han løsladt mod kaution.

Siden er det også kommet frem, at topchefen solgte godt aktier i selskabet for 1,1 milliarder kroner, samtidig med at selskabets revisorer slog alarm.

Markus Braun er mistænkt for at pumpe selskabets tal op for at få det til at fremstå mere attraktivt for investorer og kunder.

Ansøgningen om rekonstruktion betyder, at Wirecards kreditorer står over for lange forhandlinger om, hvor meget de kan få retur af deres penge, skriver Bloomberg News.

Store banker som tyske Commerzbank og hollandske ABN Amro har lånt penge til selskabet.

En anonym kilde fortæller til Reuters, at Wirecard skylder 3,5 milliarder euro – svarende til 26,1 milliarder kroner – til sine kreditorer.

På aktiemarkedet er Wirecard stort set kollapset oven på den tumultariske periode.

Onsdag i sidste uge, inden at sagen begyndte at rulle, kostede en aktie i selskabet 104,50 euro. Torsdag er prisen nede i 4,09 euro stykket.

/ritzau/