Optimismen stiger blandt tyske virksomheder

Der er en stigende optimisme at spore blandt de tyske virksomheder.

Det viser det anerkendte tyske erhvervstillidsindeks fra Ifo-instituttet.

Særligt virksomhedernes forventninger til fremtiden er steget i juni.

Hos Sydbank forventer cheføkonom Søren V. Kristensen, at indekset vil stige endnu mere de kommende måneder.

– Det vil isoleret set være positivt for både den tyske, europæiske og danske økonomi, skriver han i en kommentar.

Tyskland er et af Danmarks største eksportmarkeder.

Indekset er en rundspørge blandt 7000 virksomheder i EU’s største økonomi.

De spørges ind til det nuværende forretningsklima og deres forventninger til de næste seks måneder.

Særligt forventningerne tager et spring i rundspørgen i juni.

– Forventningsindekset stiger kraftigt og er nu tilbage på de niveauer, vi så hen over sommeren og efteråret i 2019, siger Søren V. Kristensen.

/ritzau/