Tilsyn foreslår ti års erfaring for topchefer i store banker

Finanstilsynet foreslår, at de kommende topchefer i Danmarks største banker skal kunne fremvise ti års relevant erfaring.

Det er en af anbefalingerne i en ny rapport, der er lavet af et fagudvalg af professorer og fagfolk.

Anbefalingen gælder administrerende direktører for de såkaldte SIFI-banker.

Det er banker, som er så store, at det vil kunne skabe problemer for hele den danske økonomi, hvis de vakler.

– Ti års nylig praktisk erfaring indenfor områder relateret til det konkrete instituts forretningsmodel, hvoraf en signifikant andel er opnået i en ledelsesrolle, lyder anbefalingen i rapporten.

Målet med anbefalingerne er ifølge Jesper Berg, der er direktør i Finanstilsynet, at reglerne bliver lettere at navigere i.

– Udvalgets rapport konkretiserer de allerede gældende regler, men kommer også med anbefalinger til yderligere krav, som vil styrke ledelsen af de omfattede finansielle virksomheder, siger han i en meddelelse.

Fagudvalget blev nedsat af et bredt politisk flertal i september 2018.

Anbefalingerne sendes nu i offentlig høring indtil 7. august. Finanstilsynet vil derfor tage dem med i det videre arbejde med anbefalingerne.

/ritzau/