Falck fyrer 300 ansatte i Danmark

Falck skiller sig af med op mod 450 ansatte, hvoraf de 300 er i Danmark.

Det oplyser selskabet i en meddelelse.

Årsagen til fyringsrunden er ifølge Falck konsekvenser af coronavirusset. Det har betydet, at der er lidt mindre at lave end før pandemien.

– Vi ser, at efterspørgslen efter vores ydelser vender tilbage, men det sker på et nyt normalniveau, som er lavere end før udbruddet af den globale pandemi og tilbagegangen i samfundsøkonomien.

– Dertil kommer, at den underliggende forretning har været vigende på grund af en række kontraktudløb, siger administrerende direktør Jakob Riis i pressemeddelelsen.

Falck er blandt andet ramt i sin forretning inden for assistancehjælp i Københavns Lufthavn, patienttransport samt vejhjælp og sundhedsydelser i Norden.

Falck har omkring 30.000 ansatte på verdensplan, og fyringsrunden svarer dermed til, at 1,5 procent mister jobbet.

/ritzau/