Corona og lav oliepris smerter Maersk Drilling

Borerigselskabet Maersk Drilling har langt fra haft optimale vilkår for sin forretning i første kvartal i år, og det kan læses i selskabets omsætning, der falder fra omkring 2,1 milliarder kroner samme tid sidste år til cirka 1,9 milliarder kroner i år.

Maersk Drilling tjener sine penge på at udleje borerigge og boreskibe. Det har været en svær branche i året tre første måneder, hvor hovedsageligt lave oliepriser, men fra marts også coronavirus, har sænket appetitten på at bore efter ny olie.

De vilkår forventes ikke at blive bedre i den nærmeste tid. Derfor har Maersk Drilling allerede nedjusteret 2020-målene to gange i foråret.

– Med en kombination af Covid-19 og lave oliepriser står vi over for hidtil usete tider i offshore drilling-industrien, skriver topchef Jørn Madsen i en meddelelse onsdag.

Både i april og i maj har Maersk Drilling annonceret, at den vil skære i antallet af stillinger. I april blev det oplyst, at 250-300 stillinger i Nordsøen blev fjernet. I maj blev det oplyst, at 150-170 stillinger på land skulle spares væk.

Maersk Drilling var tidligere en del af A.P. Møller Mærsk-koncernen. Men fra april sidste år blev Maersk Drilling sendt på egne ben og er i dag et selvstændigt børsnoteret selskab.

/ritzau/