Professor: Brintfabrik kan blive afgørende for grøn omstilling

Danske selskabers planer om at bygge en enorm brintfabrik, der skal forsyne lastbiler, skibe og fly med grøn energi, er “helt afgørende” for at kunne indfri de danske klimamål.

Det vurderer Brian Vad Mathiesen, som er professor i energiplanlægning ved Aalborg Universitet.

– Det her er jo et ekstremt ambitiøst projekt med ekstremt stærke parter involveret, siger han.

– Jeg har ikke til dato hverken i Danmark eller globalt set sådan en skarp satsning med sådan et stort perspektiv for at få vedvarende energi og elektroner fra vindmøller ned i tanken på lastbiler, skibe og fly.

Det er Mærsk, Ørsted, transportfirmaet DSV, SAS, Københavns Lufthavn og rederiet DFDS, der ifølge Berlingske står bag projektet.

Fabrikken skal ifølge planen være fuldt udbygget i 2030, hvor den vil kunne levere mere end 250.000 ton bæredygtige brændstoffer om året.

I forhold til de danske klimamål om en 70 procents reduktion af CO2 i 2030 – og et CO2-neutralt Danmark i 2050 – vil det være en rigtig god start, vurderer Brian Vad Mathiesen.

Han er en af dem, der står bag ingeniørforeningen IDA’s klimaplan, som leverer beregninger og anbefalinger for, hvordan Danmark kan indfri klimamålene.

Og potentialet i planen om brintfabrikken flugter fuldstændigt med de beregninger, lyder det fra professoren.

Men han påpeger, at den første brintfabrik ikke vil være nok for at komme i mål.

Efter 2030 vil planen skulle opskaleres omkring fire til fem gange, og der skal bygges yderligere brintfabrikker, lyder vurderingen fra Brian Vad Mathiesen.

I første omgang vil selskaberne sætte gang i en forundersøgelse af projektet. Planen er, at fabrikken skal bygges syd for København.

/ritzau/