Nordisk Film genåbner flere biografer fra fredag

Fra fredag genåbner Nordisk Film de første 11 af sine i alt 23 biografer.

Det oplyses i en pressemeddelelse.

Det er biografer i Hovedstadsområdet, Aarhus, Odense, Aalborg, Esbjerg, Herning og Kolding, som åbner i første omgang.

Genåbningen sker, efter at alle Nordisk Films biografer har været lukket i mere end to måneder.

Den midlertidige lukning er sket som følge af retningslinjer fra myndighederne på grund af coronasituationen.

Efter denne uges genåbning af 11 biografer åbner Nordisk Film torsdag i næste uge yderligere mindst syv biografer.

Herefter vil resten af de i alt 23 biografer gradvist åbne for kunder igen.

/ritzau/