Nye retningslinjer kan åbne for nødvendige erhvervsrejser

Fra mandag er der kommet nye retningslinjer, der kan sikre, at nødvendige erhvervsrejser kan blive gennemført.

Det oplyser Udenrigsministeriet i en pressemeddelelse.

De nye retningslinjer sker som led i aftalen om yderligere genåbning i fase 2, som blev indgået onsdag i sidste uge.

– Over 800.000 danske job er knyttet til vores eksport. Mange af de job kan forsvinde, hvis ikke der åbnes for erhvervsrejser, siger udenrigsminister Jeppe Kofod (S).

– Det er dog afgørende for regeringen, at en genåbning for erhvervsrejsende sker sundhedsmæssigt forsvarligt. Vi må ikke risikere at sætte vores hidtidige, virkningsfulde indsats over styr.

Sammen med de nye retningslinjer er der også lavet en række konkrete rejseråd, så der på sundhedsmæssig forsvarlig vis kan åbnes op for at foretage nødvendige erhvervsrejser til og fra udlandet.

Retningslinjerne og rejserådene er lavet i samarbejde med erhvervslivet og arbejdsmarkedets parter.

/ritzau/