Trods stabil ledighed: Eksportudsigter bekymrer minister

Igen torsdag var der et lille fald i antallet af ledige på 53 personer. Dermed fortsætter ledigheden med at ligge stabilt omkring 178.000 personer.

Det viser den daglige opdatering fra Beskæftigelsesministeriet.

Antallet af ledige er dermed vokset med cirka 46.000 personer siden 9. marts og den delvise nedlukning for at inddæmme smitte med coronavirus.

Efter en høj vækst i starten af coronakrisen har antallet af ledige i et stykke tid været forholdsvist stabilt.

Nøgletal fra udlandet har dog vist, at der i verdens største økonomier kan være dystre udsigter. Og det kan påvirke den danske eksport, der udgør en stor del af dansk økonomi og jobskabelse.

Derfor er beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) også bekymret for, at antallet af ledige kan komme til at stige.

– Mange tusinde danskere har mistet deres arbejde under krisen, og tallet kan desværre meget vel stige, men tallet kunne have været meget højere, siger han i en skriftlig kommentar.

– Rigtig mange job i Danmark er afhængige af vores eksport, og krisen rammer globalt. Vores største eksportmarked, USA, er for eksempelvis hårdt ramt.

Ud over de 46.000 flere ledige er også 150.000 lønmodtageres løn tilmeldt den ordning om lønkompensation, som Folketinget har vedtaget.

Her kan virksomheder ansøge om at få staten til at betale størstedelen af lønnen op til 30.000 kroner om måneden, hvis virksomhederne så til gengæld undlader at fyre dem.

Nogle økonomer – herunder cheføkonom i den borgerlig-liberale tænketank Cepos Mads Lundby Hansen – mener, at man bør betragte de 150.000 lønmodtagere som ledige, da deres indkomst hovedsageligt kommer fra staten.

I andre lande såsom USA inddrages personer på lignende ordninger i ledighedstallene.

Selv om udviklingen i antallet af ledige er forholdsvis stabil, har flere økonomer blikket rettet mod dagene omkring 1. maj og 1. juli, med frygt for at der her vil være en ny bølge af ledige, der melder sig.

Mens en række grupper på arbejdsmarkedet – herunder mange faglærte – kan opsiges med kort varsel, vil eksempelvis mange funktionærer have en eller tre måneders opsigelsesvarsel.

Hvis de er blevet opsagt med udgangen af marts, vil de derfor først søge om arbejdsløshedsunderstøttelse 1. maj eller 1. juli. Og det er først, når man søger om arbejdsløshedsunderstøttelse, at man tæller som ledig.

/ritzau/