Tivoli forventer røde tal på grund coronaudbrud

Forlystelseshaven Tivoli har vinket farvel til alle drømme om et overskud i 2020 på grund af udbruddet af coronavirus og de restriktioner, der er fulgt med.

Det fremgår af Tivolis regnskab for første kvartal.

– Tivolis foreløbige vurdering er en væsentlig lavere omsætning i 2020 end sidste år, og Tivoli forventer ikke et positivt resultat før skat for 2020, skriver Tivoli.

De første måneder af 2020 var ellers startet lovende for Tivoli. Frem til marts havde forlystelsesparken mere gang i hjulene end i 2019.

Men fra marts rev den delvise nedlukning af Danmark tæppet væk under Tivolis evne til at tjene penge.

– Fra marts måned har aktivitetsniveauet været påvirket af corona, som i praksis har medført, at alle Tivolis aktiviteter har været lukket ned, konstaterer finansdirektør Anders Morthorst i regnskabet.

Tivoli skriver videre, at selskabet ikke har mulighed for at give et bud på, hvordan 2020 kommer til at ende – udover at det altså bliver med røde tal på bunden.

/ritzau/