Minister slår fast: Covid-19 kan være en arbejdsskade

Der kan være tale om en arbejdsskade, hvis læger, sygeplejersker, sosu-assistenter eller portører på intensivafdelinger bliver syge af smitte med coronavirus. Og det vil give dem ret til en erstatning.

Det fastslår beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) og oplyser, at der er udsendt en ny vejledning på området.

Det er ikke et krav, at man er testet positiv for smitte med coronavirus. Det er alene nok, at man har et arbejde, hvor der er en stærk formodning om, at man er blevet udsat for smitte.

Sager, hvor personer er alvorligt syge som følge af smitte med coronavirus, skal hastebehandles. Det fremgår også af den ny vejledning.

Fagforeningen FOA kalder den nye vejledning for en “kæmpe sejr”.

/ritzau/