Ledigheden er faldet med cirka 750 personer

Udviklingen i antallet af ledige stabiliserede sig tirsdag, efter at der for første gang i en uge var en stigning mandag.

Det viser tal fra Beskæftigelsesministeriet.

Efter en stigning i antallet af ledige på 1555 mandag er antallet faldet med cirka 750 tirsdag. Dermed er halvdelen af stigningen allerede udlignet igen.

I alt har Beskæftigelsesministeriet registreret lidt over 46.000 flere ledige siden 9. marts og starten på coronakrisen i Danmark.

Dertil er 150.000 lønmodtagere tilmeldt en ordning om lønkompensation, hvor virksomheder får staten til at betale størstedelen af lønnen, mod at lønmodtagerne ikke bliver fyret.

/ritzau/