Coronakrisen får lysten til at købe ny bolig til at falde

Interessen for at købe en lejlighed eller et hus er faldet markant i marts måned, hvor coronakrisen lukkede landet delvist ned.

Det viser nye handelstal fra boligsiden.dk.

Antallet af solgte villaer og rækkehuse er faldet seks procent i marts sammenlignet med samme tidspunkt sidste år.

For ejerlejlighedsmarkedet er opbremsningen større. Handelsaktiviteten er faldet 17,3 procent sammenlignet med marts 2019.

– Under normale omstændigheder ville vi se en betydelig stigning i handelsaktiviteten for villaer og rækkehuse fra februar til marts måned, siger Birgit Daetz, der er boligøkonom og kommunikationsdirektør hos Boligsiden.

– Det har corona sat en stopper for i år, hvor usikkerheden har fået flere boligkøbere til at tage en tænkepause, siger hun.

Birgit Daetz bemærker dog, at bolighandlerne ikke er gået helt i stå. Der er gennemført næsten 4000 hushandler i marts. Det er et gennemsnit på 128 handler hver dag.

Derudover er der handlet næsten 1300 ejerlejligheder.

/ritzau/