April ser tør ud for Coca-Cola

Aflysningen af flere store arrangementer samt lukningen af restauranter, caféer og andre store forsamlinger på grund af coronapandemien har ramt salget for læskedrikkoncernen Coca-Cola i april.

Det skriver selskabet i sit regnskab for første kvartal.

Selv om regnskabet løber for de første tre måneder af året, så skriver Coca-Cola, at salgsvolumen siden begyndelsen af april er faldet med 25 procent.

Det skyldes at coronapandemien for alvor begyndte at sprede sig i marts, hvor flere lande forbød større forsamlinger og flere store arrangementer blev aflyst, lyder det i regnskabet.

Det er cirka halvdelen af selskabets omsætning, der kommer fra ting, der er blevet lukket ned på grund af coronavirus.

Selskabet har samtidig svært ved at spå om, hvilken indflydelse det vil have på resten af 2020. Det vil samtidig afhænge af, hvor hurtigt landene åbner op
Selskabet regner med, at det er midlertidigt, og at anden halvdel af 2020 ser bedre ud.

På de overordene regnskabslinjer for de tre første måneder af 2020 faldt omsætningen med 1 procent til 8,6 milliarder dollar, hvilket svarer til 59,2 milliarder danske kroner.

Selskabet kunne dog se sit overskud vokse pænt i første kvartal. Overskuddet landede på 2,7 milliarder dollar, hvilket svarer til 18,5 milliarder kroner.

I samme kvartal sidste år var overskuddet på 1,7 milliarder dollar (11,7 milliarder kroner).

/ritzau/