Arbejdsløshedskøen svinder stadig langsomt ind under krise

Fredag bød igen på et lille fald i antallet af de personer, der har meldt sig ledige i Danmark under den igangværende coronakrise.

Det oplyser Beskæftigelsesministeriet i en pressemeddelelse.

Fra torsdag til fredag faldt det samlede antal ledige med i alt 160 personer, således at 45.953 personer er blevet registreret som ledige siden 9. marts.

Det samlede antal tilmeldte ledige lå fredag på 177.622 personer.

Antallet af ledige har ligget nogenlunde stabilt siden 6. april, efter at antallet af ledige steg markant i løbet af marts og de første dage af april.

Tallet har i lidt over en uge svinget mellem cirka 176.000 og knap 179.000.

Fredag var der 918 nytilmeldte ledige, hvilket skal ses i forhold til, at dette antal på en normal fredag er 502 personer, oplyser Beskæftigelsesministeriet.

/ritzau/