Pengetanken dykker markant hos verdens største kapitalforvalter

Den amerikanske kapitalforvalter Blackrock, der er verdens største, havde et hårdt første kvartal.

Den samlede mængde penge under forvaltning svandt med 960 milliarder dollar.

Det viser regnskabet, der dækker perioden januar-marts. Beløbet svarer til 6572 milliarder kroner.

Det massive beløb skal ses i lyset af en voldsom nedtur på de finansielle markeder i marts, da coronaudbruddet spredte sig til store dele af verden.

Blackrocks kundeliste tæller blandt andet pensionsselskaber og banker, og mange trak penge ud af markedet under nedturen, hvilket Blackrock er mærket af.

Samtidig er markedet faldet, hvilket har betydet, at værdien af aktierne er dykket.

Efter en stor nedtur i marts har der været et comeback til aktiemarkedet i april, og derfor kan en del af tabet være blevet indhentet.

Blackrock havde ved udgangen af marts 44.222 milliarder kroner under forvaltning. Det svarer til mere end 20 gange størrelsen på Danmarks økonomi.

/ritzau/