EasyJet venter milliardminus – har råd til 2020 uden flyvninger

Det britiske lavprisselskab EasyJet forventer et stort underskud som følge af coronavirusset.

Men samtidig har flyselskabet skaffet penge til at kunne klare sig gennem krisen – selv hvis flyene skal blive på jorden resten af året. Det oplyser selskabet i en meddelelse.

EasyJet forventer i første halvdel af sit regnskabsår 2019/2020 et underskud på op mod 1750 millioner kroner.

EasyJet har via en række lån og salg af fly skaffet knap 17 milliarder kroner på det seneste og har samlet set 28 milliarder kroner i kassen.

Samtidig er alle omkostninger skåret ind til benet, og det har udskudt leveringen af 24 nye fly.

Derfor forventer selskabet at kunne klare sig gennem krisen, selv hvis flyene skulle blive stående på jorden de næste ni måneder.

EasyJet har sendt hovedparten af sine ansatte hjem. I Storbritannien får de hjemsendte ansatte dækket op mod 80 procent af deres løn som følge af en hjælpepakke, der er vedtaget i det britiske parlament.

Der er lignende hjælpepakker i de fleste øvrige lande, hvor EasyJet beskæftiger ansatte.

/ritzau/