Velux-ejer satte rekord i 2019 – venter stor coronaregning i år

2019 bød på det bedste resultat nogensinde for selskabet bag Velux, der er kendt for ovenlysvinduer.

Tre store opkøb i USA, Tyskland og Danmark i løbet af 2018 har trukket omsætningen op i 2019.

Det viser årsregnskabet fra VKR Holding, der foruden Velux ejer en stribe andre virksomheder – herunder vinduesproducenterne Velfac og Rationel samt solvarmevirksomheden Arcon-Sunmark.

Omsætningen er steget med to milliarder til 21,5 milliarder kroner.

Samtidig er overskuddet næsten fordoblet til 3,1 milliard kroner.

Selve overskuddet fra driften af virksomhederne er steget i årets løb, men størstedelen af fremgangen hænger sammen med et stort afkast på VKR Holdings aktier.

De nød godt af et stærkt 2019 på aktiemarkederne. I 2020 har billedet været helt modsat, da aktiemarkedet har været rærligt, og det forventes også at sætte sit præg på VKR Holdings regnskab i år.

– Vores forventninger til 2020 er beherskede på grund af den store usikkerhed omkring konsekvenserne af udbruddet af coronavirus, siger Mads Kann-Rasmussen, der direktør for VKR Holding.

– Usikkerheden har allerede haft negativ effekt på de finansielle markeder i starten af 2020, og forretningsområderne vil uden tvivl også blive påvirket.

– Derfor forventer vi på nuværende tidspunkt en omsætning på niveau eller lavere end året før, mens årets resultat forventes at blive en del lavere end i 2019.

– Faldet i årets resultat skal ses i lyset af det særdeles høje investeringsafkast, vi havde i 2019, siger han i en pressemeddelelse.

Mads Kann-Rasmussen er en del af den familie, som ejer VKR Holding.

I forbindelse med regnskabet oplyser VKR Holding, at bestyrelsesformand Søren Bjerre-Nielsen stopper efter 24 år. Han bliver afløst af Thomas Thune Andersen, der indtil nu har været næstformand.

Samlet beskæftiger virksomhederne under VKR Holding 16.000 ansatte på tværs af 41 lande.

/ritzau/