Færgerute mellem Frederikshavn og Oslo lukker og slukker

Færgeruten mellem Frederikshavn og Oslo lukkede midlertidigt for nogle dage siden, men den kommer ikke til at åbne igen, når coronaepidemien er løjet af.

Det oplyser Stena Line i en pressemeddelelse.

Rederiet vurderer, at sommersæsonen i år er tabt grundet coronavirusset.

Rederiet tør ikke vente på næste år, og derfor lukker ruten.

– Det er en historisk hård situation, som tvinger os til at tage svære beslutninger, siger Niclas Mårtensson, administrerende direktør for Stena Line.

– Ruten Frederikshavn-Oslo er stort set udelukkende afhængig af passagertrafikken og den vigtige højsæson om sommeren.

– Vi har gjort vurderingen, at vi mister hele højsæsonen i år, og vi har simpelthen ikke råd til at vente og håbe på næste sommer.

– Det er derfor med et tungt hjerte, at vi nu lukker ruten mellem Frederikshavn og Oslo permanent, siger han i pressemeddelelsen.

Ruten mellem Frederikshavn og Oslo startede i 1979. Næsten en halv million passagerer rejser årligt mellem de to byer. De fleste kommer fra Norge til Danmark.

/ritzau/