Ikea lukker sine varehuse i Danmark

Ikea lukker sine fem varehuse i Danmark midlertidigt som følge af coronavirusset.

Det oplyser Ikea på sin hjemmeside onsdag.

– På opfordring fra regeringen har vi de seneste dage forsøgt at holde vores varehuse åbne som normalt på, mens vi har taget de forholdsregler, Sundhedsstyrelsen har anbefalet.

– Nu opfordrer regeringen til mere drastiske handlinger, hvilket vi naturligvis bakker op om, skriver Ikea på hjemmesiden.

Ikeas fem varehuse i Danmark ligger i Taastrup, Gentofte, Odense, Aarhus og Aalborg.

Regeringen besluttede tirsdag at indføre en række skrappere tiltag for at begrænse smitten med coronavirus.

Det betyder, at forsamlinger med flere end ti personer er forbudt. Det gælder både indendørs og udendørs.

Samtidig skal blandt andet storcentre, restauranter og caféer holde lukket. Det gælder i første omgang frem til 30. marts.

/ritzau/