Mærsk-ansatte sendes hjem efter rejser til Norditalien og Sydkorea

A.P. Møller-Mærsk har onsdag indført en 14 dages periode med arbejde hjemmefra for ansatte, der har været i Sydkorea eller dele af Norditalien.

I Italien gælder det for rejser til regionerne Lombardiet, Veneto, Emilia Romagna, Piemonte og Trentino Alto-Adige. Det oplyser A.P. Møller-Mærsk til Ritzau.

En lignende foranstaltning har været gældende for Mærsk-ansatte, der har været i Kina, siden 28. januar.

Også Danfoss har fra tirsdag beordret 14 dages hjemmearbejde for ansatte, der har været i Kina, Singapore, Sydkorea og det nordlige Italien.

– Vi er meget opmærksomme på vores medarbejderes sikkerhed og tryghed. Derfor har vi indført de her retningslinjer, skriver pressechef Mikkel Thrane i en mail til Ritzau.

– Vi følger situationen meget tæt såvel som myndighedernes anbefalinger. Og vi er klar til at iværksætte de nødvendige foranstaltninger.

På Carlsberg er man ikke skredet til at beordre hjemmearbejde. Men det danske bryggeri oplyser, at man har suspenderet alle “ikke-forretningskritiske” rejser til Kina.

Hvis Carlsberg-ansatte skal til Kina, kræver det en særlig godkendelse af Carlsbergs ledelse i Kina, oplyser bryggeriet.

/ritzau/