Dansk producent af vinger til vindmøller i stor fyringsrunde

Virksomheden LM Wind Power, der fremstiller vindmøllevinger, planlægger at lukke en del af produktionen i Lunderskov i Sydjylland.

Det risikerer at gå ud over 200 medarbejdere, der kan miste jobbet, oplyser LM Wind Power i en pressemeddelelse.

Virksomheden oplyser, at den har begyndt forhandlinger for at kunne lukke to produktionsenheder i Lunderskov.

Christopher Springham, der er direktør for kommunikation i virksomheden, understreger, at processen ikke er afsluttet.

Beslutningen er taget, så virksomheden kan følge med udviklingen, siger LM Wind Powers vicedriftsdirektør, Bjarne Sandager Nielsen, i pressemeddelelsen.

– Det er en svær udmelding at komme med, men det er nødvendigt for at gøre virksomheden klar til at være succesfuld på længere sigt, siger Bjarne Sandager Nielsen.

LM Wind Power blev grundlagt i Danmark i 1940, men blev i 2016 solgt til amerikanske General Electric.

Virksomheden producerede oprindeligt møbler i Lunderskov. Først i 1978 begyndte virksomheden i stedet at producere vindmøllevinger.

/ritzau/