Butiksansatte får tre ugers ekstra betalt forældreorlov

Hvis du er butiksansat og far, kan du se frem til tre ugers yderligere betalt forældreorlov.

Det står klart, efter at Dansk Erhverv og HK Handel tirsdag har landet en aftale om en ny overenskomst for de 150.000 butiksansatte.

Det skriver Dansk Erhverv i en meddelelse.

Aftalen minder i store træk om de øvrige overenskomster, der er indgået på det private arbejdsmarked.

De ansatte har fået såkaldte minimallønsstigninger på 2,5 kroner i timen.

– Det har været nogle lange forhandlinger, men det skal det også være.

– Ud fra de givne forudsætninger vil jeg sige, at vi fra Dansk Erhvervs side er tilfredse med resultatet, men vi må også sige, at aftalen i vores optik er i den dyre ende af skalaen, siger viceadministrerende direktør i Dansk Erhverv, Laurits Rønn, i meddelelsen.

Overenskomsten træder i kraft fra 1. marts og gælder de næste tre år.

/ritzau/