Bilsalget er kommet langsomt ud af starthullerne i 2020

Bilsalget har fået en lidt sløv start på det nye år.

Salget lød på 18.686 biler i januar, hvilket er et fald på 12 procent sammenlignet med januar 2019.

Det er især private bilkøb, der er gået tilbage i årets først måned.

Faldet over det seneste år skal ses i sammenhæng med, at mange forbrugere i januar sidste år købte bil, fordi der dengang var udsigt til en afgiftsstigning i april, som dog endte med at blive udskudt.

Sådan lyder det fra Thomas Møller Sørensen, der er direktør i brancheorganisationen Bilbranchen i Dansk Industri.

– Når bilsalget tog et dyk i januar, skyldes det først og fremmest, at bilsalget kom særligt godt fra start sidste år, hvor usikkerhed om afgifterne fremrykkede mange danskeres bilkøb, siger han i en skriftlig kommentar.

Over de seneste 12 måneder er der blevet solgt 223.000 biler. Det er en stigning på 3100 over et år og dækker over lidt flere erhvervsbiler og lidt færre private bilkøb.

/ritzau/